Få overblikket: Her er de vigtigste detaljer i Mia-sagen
Foto: TV2 Nord
Mange nordjyder var forbi Netto på Vesterbro i Aalborg for at lægge blomster til ære for Mia Skadhauge Stevn, efter hun forsvandt en lørdag nat i nærheden af Jomfru Ane Gade.
Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade natten til 6. februar. Hun blev senere fundet dræbt. En 36-årig mand er sigtet i sagen - onsdag accepterede han en forlængelse af varetægtsfængslingen.
Nordjylland gik i sort, da den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn blev fundet dræbt i Dronninglund Storskov 10. februar.
Forinden var den vellidte kvinde blevet samlet op af den formodede gerningsmand foran Netto på Vesterbro fire dage forinden – efter en munter bytur i Jomfru Ane Gade.
Onsdag blev varetægtsfængslingen af den sigtede i sagen forlænget igen. Dermed forbliver manden bag tremmer, mens Nordjyllands Politi efterforsker sagen.
En anden tidligere sigtet mand - også på 36 år - blev sat på fri fod igen 10. februar. Dommeren fandt ikke, at der var nok beviser til at fængsle ham. Tirsdag frafaldt sigtelserne mod ham.