Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Analyse: Denne gang gik Erik Høgh-Sørensen over stregen

Foto: TV2 Nord

Regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen (DF) stemte i tirsdags imod den budgetaftale, hans gruppeformand havde forhandlet på plads. TV2 Nords politiske analytiker portrætterer politikeren, som nu satser på at gøre sin entré i byrådet i Hjørring.

De færreste nordjyder kan formentlig nævne navnene på mange af regionsrådets 41 medlemmer. Mange af de folkevalgte passer i vid udstrækning deres arbejde uden for mediernes - og offentlighedens - søgelys.

Det ene af Dansk Folkepartis fire medlemmer af regionsrådet, Erik Høgh-Sørensen, er ikke én af disse.

Siden den 56-årige DF-politiker i 2017, takket være 1340 personlige stemmer, kom i regionsrådet, har han flittigt markeret sig og sine synspunkter i medierne, på Facebook m.v. Tit har hans synspunkter været kontante, kritiske og vendt mod regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Har før stemt anderledes

Dermed fører han, som han ser det selv, Dansk Folkepartis politik, hvis overordnede mål "må være at få en en ny regionsrådsformand". 

I et par tilfælde har han i enkeltsager - uden at det har udløst sanktioner - i regionsrådet stemt anderledes end partifællerne. Det skete blandt andet i sagen om salget af Sygehus Nord.

Dansk Folkepartis fire medlemmer af regionsrådet

Ib Madsen, Brovst (gruppeformand)

Erik Høgh-Sørensen, Tolne

Anne Mette Mortensen, Aalborg

Jørgen Hammer Sørensen, Hobro


I tirsdags meddelte han så på regionsrådsmødet, at han - som den eneste af de 41 folkevalgte - ville stemme imod forliget om 2022-budgettet. Et forlig, som hans egen gruppeformand, Ib Madsen, har været med til at forhandle på plads og til slut satte sit navn under. Partifæller havde forinden på et gruppemøde søgt at få ham til at rette ind - men forgæves. Efter Erik Høgh-Sørensens opfattelse var der gode ting i forliget, mens andre af budgettets elementer fik ham til at sige i regionsrådssalen, at "lugten af valgflæsk hænger tungt" over budgetaftalen.

Dermed gik han over stregen, synes partifæller, der nu har bedt Dansk Folkeparti ekskludere ham af partiet.

Beslutningen om dette træffes af den hovedbestyrelse, som Erik Høgh-Sørensen indtil sidste måned selv var medlem af, men blev stemt ud af på årsmødet. Inden da havde han været i infight med partifæller om blandt andet DF's udlændingepolitik, og det havde føget med krasbørstige mails mellem hovedbestyrelsens medlemmer - mails, som flere medier efterfølgende kunne publicere.

Er uddannet journalist

Erik Høgh-Sørensen har en amerikansk journalistuddannelse, han efterfølgende har brugt på Ritzaus Bureau og som ansat i Mærsk-koncernen. Han har også i sit journalistiske virke udvist veludviklede evner til at bide sig fast i en sag (eksempelvis det langvarige efterspil til den danskfødte SS-officer Søren Kams handlinger under Anden Verdenskrig, som han dækkede og også skrev en bog om). Erik Høgh-Sørensen er godt skåret for tungebåndet, og da han for nogle år siden flyttede til Nordjylland, fik han hurtigt en høj stjerne blandt nordjyske partifæller.

Spørgsmålet er omvendt, hvor meget mere DF's spidskandidat, gruppeformand Ib Madsen, vil stå model til.

Søren Wormslev, politisk analytiker

Spidskandidat i Hjørring

Det har han fortsat på sin hjemmebane i Hjørring Kommune - han bor i Tolne. Her har partifællerne nyvalgt ham til spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, og både de og DF i nabokommunen Frederikshavn bakkede hans genvalg til hovedbestyrelsen op.

Andre steder i det nordjyske DF-landskab nyder Erik Høgh-Sørensen i dag ikke samme opbakning, og han havnede på en 11. plads, da der skulle opstilles kandidater til regionsrådsvalget. Han betragtes af mange som en ballademager og en solorytter. Og i de andre partier har mange længe undret sig over, at politikeren af sine egne i et parti, der er kendt for kæft, trit og retning, har fået så lang snor, som tilfældet er.

Eksklusion vil kræve 2/3-dels flertal

Hvis Erik Høgh-Sørensen ufrivilligt skal forlade DF, fordrer det, at to tredjedele af hovedbestyrelsen stemmer for at ekskludere ham. I et parti, hvor der på årsmødet blev dekreteret ro, er lysten til mere intern ballade kort før kommunal- og regionsrådsvalget nok begrænset.

Men spørgsmålet er omvendt, hvor meget mere DF's spidskandidat, gruppeformand Ib Madsen, vil stå model til. Det er ikke nået dertil, at hovedbestyrelsen må vælge mellem ham og Høgh-Sørensen - endnu.

Ekskluderes Erik Høgh-Sørensen ikke, er der til gengæld ingen tvivl om, at han i de kommende uger vil gøre alt, hvad han kan, for at sætte fut i den kommunale valgkamp i Hjørring og prøve at sikre sig en ny kampplads her de næste fire år. 


Julehjælp fra Mevlit: Søger fremmed familie

Foto: (Privatfoto)

Er det noget for dig og din familie?

Det siges, at julen er hjerternes fest.

Vendingen har Mevlit Barut, der bor alene i Hobro, taget til sig. I sidste uge lavede han et opslag på Facebook, og siden er det strømmet ind med positive kommentarer.

'Julen nærmer sig, og jeg ved, der sidder nogle familier derude, som vil elske at give alle deres en fantastisk aften, men måske har ondt i maven over, at det heller ikke bliver denne jul, at det lykkedes, og det kan skyldes mange ting'.

Sådan indleder Mevlit Barut, der til dagligt er kok, sit opslag.

Selv kender han til, at livet sommetider kan være en rutsjebanetur, men i år har han sat sig for at hjælpe en familie, der økonomisk kæmper med at få enderne til at mødes til jul. Derfor tilbyder han at komme forbi og holde jul med en familie 24. december.

Delt vidt og bredt

Mevlit Barut vil både stå for indkøb og madlavning. Alt sammen kvit og frit. Den mangeårige kok er desuden åben over for forslag til menuen. De eneste to krav er, at den udvalgte familie maksimalt skal bo 10 kilometer fra Hobro, og desuden skal de kunne lægge køkken til.

- Jeg håber, at det kan være med til at skabe noget juleglæde, fortæller kokken, inden han gør det klart, at opslaget på ingen måde er lavet, fordi han ønsker at modtage en masse positive tilkendegivelser fra folk.

Reaktionerne på Facebook indikerer imidlertid, at folk synes godt om initiativet. I skrivende stund har opslaget fået mere end 1400 likes. Foruden er det blevet delt mere end 1000 gange.

Trods de mange positive kommentarer er det dog begrænset, hvor mange der har henvendt sig endnu.

'Jeg forstår, at det kan være grænseoverskridende og svært at kommentere på tråden, så vær velkommen til at sende mig en pb (privatbesked red.) i stedet, skriver Mevlit Barut i opslaget.

1. december kontakter Mevlit Barut den familie, som han ønsker at give en håndsrækning. Kokken fortæller videre, at han også køber en lille julegave til børnene i familien.

 


Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Genrebillede.

Opdateret 20:27 - biler kan nu passere uheldsstedet.

E45 Frederikshavnmotorvejen er spærret i nordgående mellem afkørsel 20 Bouet og afkørsel 19 Vodskov.

Det oplyser Vejdirektoratet klokken 19.05.

Spærringen skyldes, at der har været et uheld.

Uheldet betyder, at der lige nu er kø på strækningen. Vejdirektoratet forventer tidligst, at vejen bliver genåbnet klokken 20.30.

TV2 Nord arbejder på at finde ud af, hvad der er sket. Politi og redning er på stedet.

Opdateres...


De dør formentlig snart: Mikkel har tusindvis af dem i kælderen

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Har du også lagt mærke til, at der stadig er enormt mange myg?

Kender du lyden af en irriterende myg i soveværelset. Man hører den altid først, når man har slukket lyset.

Det er en plage, der i 2024 har varet exceptionelt længe, og her 18. november stadig eksisterer. Naturvejleder Mikkel Vestergaard Rødvig har dem selv i tusindvis i kælderen.

- Utrolig varmt vejr i år. Det er det varmeste vejr, vi nogensinde har oplevet, og det skaber simpelthen sæsonen for især de her kældermyg, som kan klække flere gange i løbet af året. Så klækker de til langt ud på efteråret og optræder i store mængder, forklarer naturvejleder i Aalborg Kommune Mikkel Vestergaard Rødvig.

Se indslaget herover.

Et varmt efterår stort set uden frostgrader har givet insekter som myg og bløddyr (eksempelvis snegle) et usædvanligt langt liv.

Nogle myg lever hele vinteren

På toppen af brændenælderne i Østerådalen i Aalborg kan man se liv. Her er der ikke myg, men masser af snegle og edderkopper.

- Når vi finder dem sådan højt oppe i vegetationen, som dem de sidder her, så er det fordi, at der er varmt og lunt lige nu, fortæller Mikkel Vestergaard Rødvig, da TV2 Nord er på tur med ham i naturen.

Alting har som bekendt en ende, for med en vejrudsigt der lover sne og frost, så ser fremtiden i den grad dunkel ud for de dyr, der har nydt det varme efterår. Specielt edderkopperne.

- Det jo store voksne dyr, så de synger på sidste vers. Nogen af dem vil sætte sig i grene og forsøge at overvintre, og andre af dem vil bare dø her i løbet af relativ kort tid. De har lagt æg, og deres livscyklus er egentlig slut, siger Mikkel Vestergaard Rødvig.

Snegle og edderkopper er altså på vej væk for i år. Til gengæld slipper vi ikke for myg, selvom frosten sætter ind.

- Ikke helt. Der vil altid være myg i en eller anden grad, men de store mængder af myg, som vi har set nu her, hvor man virkelig lægger mærke til det - det er slut, påpeger Mikkel Vestergaard Rødvig.

Ud over de kældermyg, som naturvejlederen selv har hjemme i huset, så findes der også vintermyg, der lever fra oktober til marts. Vi skulle dog hilse og sige, at vintermyg ikke stikker, da de ikke er i stand til at suge blod.

Myg indfanget i naturvejleder Mikkels kælder. Der har ikke lang tid tilbage. Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Her kommer der med garanti ny borgmester om et år

Foto: TV2 Grafik

TV2 Nords politiske analytiker gør situationen i nordjysk kommunalpolitik op et år før næste kommunalvalg.

Uanset hvor nordjyderne om præcis et år, hvor vi går til kommunalvalg, sætter krydset, vil fem af de 11 nordjyske kommuner efter valget få en anden borgmester end den, der efter valget i 2021 kunne iføre sig borgmesterkæden.

I de seks andre kommuner kan den nuværende borgmester fortsætte, hvis ellers stemmerne tilsiger det. For i Hjørring, Brønderslev, Læsø, Rebild, Vesthimmerland og Morsø kommuner er borgmesteren klar til endnu en periode.

Anderledes er det i de fem øvrige kommuner:

I Mariagerfjord vidste vælgerne godt, da de for tre år siden stemte, at det i givet fald ville blive Venstre-borgmester Mogens Jespersens sidste periode i byrådet. Det meddelte han nemlig lidt usædvanligt op til valget. Til gengæld har det givet Venstre god tid til at udpege partiets ny spidskandidat, byrådsmedlem Jesper Skov Mikkelsen - i øvrigt søn af Mariagers tidligere konservative borgmester. 

Op til de seneste valg har Venstre og Socialdemokratiet kæmpet om stemmerne i kommunen. Når valget var overstået, har de to partier arbejdet tæt sammen. 

Men formelt konstituerede Mogens Jespersen, der har været borgmester siden 2014, sig med de øvrige partier i blå blok. To af disse har han efterfølgende sidste efterår givet en kold skulder. Jens-Henrik Kirk (K) og Jørgen Hammer Sørensen (DF) fik begge en udvalgsformands-post som tak for genvalget af Mogens Jespersen. Da de og især den konservative viceborgmester siden gik solo ved flere lejligheder, blev socialdemokraterne trætte af at agere støtteparti for Venstre og forlangte, at friløbet skulle have konsekvenser. 

De to formænd blev derfor frataget deres formandsposter. 

Det er umuligt at vide, om og i givet fald hvordan dette opbrud i blå blok kan påvirke valgets udfald og den efterfølgende konstituering i kommunen, som samtidig er Inger Støjbergs hjemmebane, og hvor hendes parti Danmarksdemokraterne kan blive en yderligere faktor i spillet om magten. 

I Thisted har borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) efter kun en enkelt periode som borgmester og i alt 12 år i lokalpolitik besluttet ikke at genopstille. 

Også her har den borgerlige blok frataget en udvalgsformand fra Dansk Folkeparti posten, som ellers var betaling for at sikre Niels Jørgen Pedersen borgmesterposten. Den vragede DF’er, Ib Poulsen, har ladet forstå, at han nu i hvert fald ikke nok en gang støtter en blå borgmester. 

Venstre har udpeget Kristian Tilsted som ny spidskandidat. I Socialdemokratiet måtte Ulla Vestergaard, der var borgmester fra 2018 til 2022, ud i et kampvalg om på ny at være spidskandidat i 2025 - en urafstemning, som hun vandt med blot fem stemmer mere end modkandidaten.

Gade stopper - og bliver 

Jammerbugt kommune har i dag landsdelens mest rutinerede borgmester. Mogens Chr. Gade (V) styrede Brovst fra 2001 og har siden strukturreformen uafbrudt været borgmester i Jammerbugt. Han har været kommunalpolitiker i 35 år. 

Nu vil han ikke være borgmester mere, men han vil gerne fortsætte i byrådet. Det sidste brød den ene kandidat til at blive Venstres spidskandidat, Michael Krogsgaard, sig ikke om. Han mente, at det var tid til et byråd uden Gade og trak ved meldingen om genopstillingen som byrådsmedlem sit kandidatur og forlod samtidig Venstre. 

Den anden kandidat, Niels Christian Hem, kunne derfor kåres som den, der skal dyste med Diane Aarestrup (S) om at sidde i førersædet.

Det er ret usædvanligt, at en borgmester, der frivilligt forlader posten, fortsætter som menigt byrådsmedlem, men det er set før. I 1998 stillede den afgående borgmester Kaj Kjær i Aalborg op som menigt byrådsmedlem, efter at Henning G. Jensen var valgt til ny spidskandidat.

I Jammerbugt har Mogens Gade fyldt rigtig meget, og der har først meget sent været en kronprins klar hos Venstre. Med Mogens Gade på kandidatlisten sikres kontinuitet, men det kræver, viser erfaringer fra andre steder, gode evner til at holde sig i baggrunden, når en tidligere førstemand fortsat sidder med ved bordet.

Birgit S. Hansen er allerede fortid som borgmester i Frederikshavn. Foto: Linda Suhr / Frederikshavn Kommune

Hvor havner Birgit Hansens stemmer?

At Frederikshavn skal have ny borgmester, har formentlig de fleste opdaget. Også her har man i Birgit Stenbak Hansen (S) siden 2014 haft en stærk og markant frontfigur. 

Birgit Hansen havde først sagt ja til at genopstille, ombestemte sig og endte med at forlade byrådet i utide for få uger siden. Hendes parti havde i mellemtiden valgt tidligere byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen til ny spidskandidat. Han har tidligere i otte år siddet i byrådet, men genopstillede ikke ved sidste valg.

Birgit Hansens bratte sortie gjorde, at man måtte finde en borgmestervikar for resten af perioden i form af gruppeformand Karsten Thomsen. 

Socialdemokratiet har stået stærkt i Frederikshavn under Birgit Hansens ledelse, og selv satte hun dansk rekord i personlige stemmer. Siden har sagen om havnen rokket ved opfattelsen af eks-borgmesteren, og det store spørgsmål er, om de 13.230, der stemte personligt på Birgit Hansen, alle er socialdemokrater. Eller om deres kryds kunne havne ved et andet parti.

Venstre har i Frederikshavn byråd udgjort den mest markante opposition til borgmesteren. Men heller ikke internt i Venstre er der fuld enighed: Byrådsgruppen havde indstillet et af dens medlemmer, Lone Haugaard, til ny spidskandidat, men på et opstillingsmøde valgte flertallet den 44-årige civilingeniør Jon Andersen, der ikke i forvejen sidder i byrådet, som Venstres bud på den næste borgmester.

SF, der generelt står godt i meningsmålingerne i øjeblikket, har i lyset af situationen valgt at udnævne partiets veteran, Christina Lykke, til borgmesterkandidat. Det siger formentlig en del om, hvor usikkert det er, hvem der i Frederikshavn kan skabe et flertal efter valget.

Regeringspartier i kamp mod hinanden 

Endelig skal vælgerne i Aalborg også vælge ny borgmester. Ham, der fik posten efter valget i 2021, Thomas Kastrup-Larsen, forlod byrådet i fjor, og de socialdemokratiske medlemmer valgte ved en urafstemning gruppeformand Lasse Frimand Jensen til ny spidskandidat og dermed også borgmester for resten af indeværende periode.

Modkandidaten var folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen. Var han blevet spidskandidat, havde man i Aalborg måttet gøre som nu i Frederikshavn, nemlig ladet en vikar passe borgmesterposten, fordi Flemming Møller Mortensen ikke sidder i byrådet. 

Socialdemokratiet har næste år uafbrudt haft borgmesterposten i Aalborg i 100 år. Lasse Frimand Jensen - søn af tidligere minister og overborgmester Frank Jensen - skal prøve at skaffe sit parti et bedre resultat end i 2021, hvor Socialdemokratiet mistede en fjerdedel af stemmerne i forhold til det forrige valg. 

Et magtskifte, anført af blå blok, blev ikke mere sandsynligt, da Konservative i sidste måned brød med de øvrige borgerlige partier og indgik budgetaftale med Socialdemokratiet, SF og Radikale. 

Også på grund af 100 års-dagen vil Socialdemokratiets valgmaskine blive sat ind med piber og trommer på at beholde borgmesterposten i Aalborg. Men her og i en række andre kommuner, hvor det ofte er Socialdemokratiet og Venstre, der først og fremmest er med i spillet om borgmesterposten, kan valget i 2025 blive specielt:

For vil de to partier med samme styrke som ellers kunne bekrige hinanden på lokalt plan, hvis partierne nationalt sidder i samme regering? Eller vil vi også ved kommunalvalget, i modstrid med det normale ved disse valg, se netop de to partier argumentere for et samarbejde hen over midten for at udelukke yderfløjene?

Det har vi ikke oplevet før. Mens SV-regeringen 1978-79 var ved magten, holdtes der ikke noget kommunalvalg. Ved kommunalvalget om et år vil de to p.t. største kommunalpartier skulle finde en ny melodi - hvis altså regeringen fortsat er regering om et år!


Foto: Jan Pedersen

Opdateret klokken 16.39: Motorvejen er genåbnet.

Der er sket to trafikuheld på motorvej E45 mellem afkørsel 32 Sønderup og afkørsel 33 Haverslev.

Det oplyste Vejdirektoratet mandag eftermiddag.

Det ene uheld betød, at motorvejen var spærret i sydgående retning, og her lød det, at man forventede, at vejen først blev genåbnet i løbet af eftermiddagen.

'Der er kødannelser på strækningen, og vi forventer først normal trafik i aften', skrev Vejdirektoratet klokken 15.49.

Nordjyllands Politis vagtchef Torben Arendrup fortæller til TV2 Nord, at der både har været et uheld i nordgående og et sydgående retning, og han fortæller desuden, at flere biler var impliceret.

- Vi har ikke hørt noget om alvorlig tilskadekomst. Men man er derude og er ved at få ryddet op, så man arbejder på stedet lige nu, siger vagtchefen.

Klokken 16.44 oplyste Vejdirektoratet, at bilister skal forvente en øget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter.

Foto: Jan Pedersen

En person blev kørt til tjek på sygehuset efter sammenstødene. Personen ventes dog ikke at være alvorligt tilskadekommen.