Lige på trapperne: Nu inviteres alle over 50 år til vaccination
Foto: Mick Knive Anderson
På landsplan har vaccinationsindsatsen nu nået en milepæl, da 30 procent af befolkningen nu er i gang med et vaccinationsforløb eller er færdigvaccineret. Arkivfoto
Næste uge får også de 16-årige en invitation til at blive vaccineret.
Nu får borgere, der er født i 1968, 1969, 1970 og 197, en invitation fra Region Nordjylland om at blive vaccineret mod coronavirus.
Og i dagene efter pinse begynder regionen også at invitere de helt unge.
Senest tirsdag bliver der taget hul på at sende invitationer ud. Invitationen kommer i e-Boks, og der kan bookes tider på www.vacciner.dk. Der kommer løbende flere tider til. Gruppen omfatter cirka 25.000 nordjyske borgere.
Der er omkring 25.000 nordjyder i målgruppen
- Dermed er en milepæl i vaccinationsprogrammet nået, fordi alle over 50 år i Nordjylland enten har modtaget invitation til at blive vaccineret, eller er færdigvaccineret, eller har fået første stik. Jeg håber, at rigtig mange gør brug af tilbuddet, for dermed kommer vi tættere målet om at sikre de grupper, som har størst risiko for at udvikle kritiske sygdomsforløb i tilfælde af smitte, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
16-årige er de næste i rækkefølgen
I den kommende uge bliver der også sendt invitation ud til de 16 til 19-årige og de 45 til 49-årige, som inviteres parvis.
De 16-årige - unge født i 2005 - inviteres sammen med borgere fra årgang 1972 – altså de 49-årige. Derefter følger årgang 2004, som inviteres sammen med årgang 1973 og så fremdeles. I første runde er der tale om cirka 7000 borgere, der modtager invitation.
I gruppen er det kun unge, der er fyldt 16 år, som kommer i betragtning, fordi vaccinen er godkendt til personer, som er fyldt 16 år.
På landsplan har vaccinationsindsatsen nu nået en milepæl, da 30 procent af befolkningen nu er i gang med et vaccinationsforløb eller er færdigvaccineret.
Følg med i Sundhedsstyrelsens vaccinationtionskalender her og se, hvor du står på listen.