Nordjysk minkavler holder 4000-5000 mink i live
Foto: Andrew Kelly / Reuters
Minkavler Erik Vammen.
Da millioner af mink måtte lade livet i november, fortsatte Erik Vammen med at fodre sine smittefrie dyr.
Mens milioner af mink ligger halvt opløste i massegrave nær henholdsvis Karup og Holstebro, fortsætter livet som pelsdyrker sin nogenlunde vante gang hos Erik Vammen. Det skriver Nordjyske.
Den 62-årige minkavler fra Stinesminde nord for Mariager Fjord, undlod at gøre som sine kolleger, da mink over hele landet måtte lade livet i begyndelsen af november.
- Jeg har mink så længe, det fortsat er lovligt. Det var jo rene lemminger dengang. Det var sindssygt, som det gik for sig, siger Erik Vammen til TV 2 med henvisning til, at den lovgivning, der skal forbyde minkavl, endnu ikke er formelt vedtaget.
I stedet fortsatte Erik Vammen med at fodre sine smittefrie dyr. Og pelse dem helt efter den sædvanlige sæsonrutine i november og december.
En vis stædighed spillede også ind.
- Efter min mening var det udsigten til en bonus, som fik det til at slå klik for mange kolleger. Bankerne var også med til at lægge pres på dem i den beslutning, siger Erik Vammen.
Lovgivning ikke vedtaget efter planen
Lovgivningen om aflivning af mink og et midlertidigt forbud mod hold af mink bliver tidligst godkendt 21. december og ikke som ventet i dag torsdag. Det fremgår af Folketingets hjemmeside.
Indtil for nylig var der mindst 12 millioner mink i Danmark, men på nogle farme blev dyrene smittet med coronavirus, der muterede.
Det muterede virus ville, forlød det, potentielt kunne påvirke effekten af en kommende vaccine, og derfor beordrede regeringen samtlige mink i landet aflivet.
Med loven i hånden kunne regeringen alene beordre mink aflivet, hvis der var smitte på farmen eller de befandt sig inden for en radius på 7,8 kilometer fra en smittet farm.
Men regeringen havde ikke den fornødne lovhjemmel til at kræve mink som Erik Vammens aflivet, for der var hverken smitte på hans farm eller inden for de 7,8 kilometer.
Og netop det manglende lovgrundlag fik Erik Vammen til at gå imod strømmen.
- Jeg fik konstant henvendelser fra politi, militær og Fødevarestyrelse, men jeg blev ved med at spørge, om jeg kunne få en skriftlig bekræftelse på, at det var vedtaget ved lov. Og det kunne jeg ikke, siger han.
Vammens farm udenfor kriterier
I sidste ende blev det også en økonomisk overvejelse.
- Jeg vurderede, at der er bedre økonomi ved at beholde mine mink, men det kan sagtens være, at jeg ender med at måtte aflive resten, siger Erik Vammen.
Folketingets partier ønsker at sætte en midlertidig stopper for minkavl i Danmark, og de er fortsat ved at forhandle lovforslaget på plads. Det ventes tidligst vedtaget 21. december, skriver Nordjyske.dk.
Efter planen skal loven forbyde minkavl i Danmark indtil 2022, og så skal de, der aflivede deres dyr, have kompensation. Det er endnu uvist, hvor stor en erstatning avlerne kan forvente at få.