Julefrokosterne hænger i en tynd tråd: Sådan gør man rundt om i virksomhederne
Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Der bliver drukket væsentligt færre julesnaps til julefrokoster i år. Fester bliver aflyst eller udskudt på stribe.
Tvivlen er stor hos mange midt- og vestjyske virksomheder. Skal årets julefrokost aflyses eller ej? Flere steder har de allerede taget konsekvensen og valgt at være på den sikre side.
Sidste år blev firmajulefrokosterne aflyst med største selvfølgelighed.
I år er langt de fleste danskere vaccinerede, og sundhedsmyndighederne anbefaler ikke en aflysning, men at man er opmærksom på smitteforebyggende tiltag.
Men hvad betyder det egentlig?
I Nykøbing har direktør Tage Odgaard Nielsen været nødt til at finde ud af, om industrivirksomheden Frontego i år skal springe over snapsegildet. Her begyndte medarbejderne selv at melde afbud af forskellige opgaver. For eksempel meldte en afbud, fordi hans kone var gravid, og han var bange for at smitte hende.
- Der er ikke så meget ved det, hvis det kun er det halve, der kommer, siger Tage Odgaard Nielsen.
Hans løsning blev, at festen hellere skulle rykkes end aflyses helt. Derfor regner han med, at der vil være fest for medarbejderne til februar i stedet.
Vi køber noget julemad sidste dag inden jul og holder festen senere. Det er ikke det samme, men sådan er det jo.
Tage Odgaard Nielsen, Nykøbing
Beder om test ved indgangen
Hos Arla er det de enkelte mejerier, der holder fester. Her gælder de samme regler i hele Danmark for de forskellige afdelinger.
Derfor kan medarbejderne se frem til, at de skal vise en negativ test ved indgangen til festerne, og hvis der kommer flere anbefalinger fra myndighederne, så kan der blive taget yderligere forholdsregler.
- Vi holder øje op til selve festen, og det kan også være, der dukker noget op, så vi tager andre forholdsregler, siger pressechef Jesper Skovlund.
Det samme gælder Vestas.
- Vi gennemfører de sociale arrangementer med et krav om negativ test, siger pressemedarbejder Kristian Holmelund Jakobsen.
Aflysninger på stribe
Men hvor flere af landsdelens store virksomheder holder fast i julefrokosterne, så har Grundfos allerede trukket stikket.
Her skulle man efter planen holde tre fester fordelt på de næste tre fredage, men alle festerne blev aflyst mandag.
Vores medarbejderes helbred og sikkerhed er førsteprioritet, og vi har på baggrund af den stigende smitte valgt at aflyse vores tre store julefrokoster for vores danske medarbejdere.
Grundfos
- Vi vurderer ikke, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at samle knap 2000 medarbejdere, fordelt på tre dage til stor fest på nuværende tidspunkt, lød det i en meddelelse fra ledelsen.
Også Danske Fragtmænd har valgt at aflyse, men her håber man, at medarbejderne kan feste på et senere tidspunkt.
- Det er helt aflyst. Vi giver tilskud til de enkelte afdelingers personaleafdelinger, og så kan de så afgøre, om de vil holde en fest til foråret eller til sommer i stedet, siger Henriette Kjærholm Aagaard.
Hårdt ramte kommuner
Smitten er på kort tid steget kraftigt i Thisted og Morsø Kommuner, og det har medarbejderne ved begge kommuner valgt at tage konsekvensen af.
I Thisted Kommune har ledelsen opfordret til, at man vurderer fra gang til gang, når der er arrangementer med mange deltagere.
- Men medarbejdernes julefrokostudvalg har selv besluttet, at man i år ikke holder administrationens store julefrokost, hvor man normalt bliver 230 mennesker, siger sekretariatschef Susanne Tjørnelund Meisner.
På Mors har kommunens medarbejdere taget en lignende beslutning.
- Der kommer nogle anbefalinger fra staten i forhold til socialområdet og skoleområdet, når et incidenstal rammer en bestemt grænse. Det er de retningslinjer, kommunen nu også overfører det til generelle retningslinjer for møder og samvær. Det betyder blandt andet, at man ikke blander sig på tværs af store fagområder og institutioner, siger faglig leder af kommunens kommunikationsafdeling, Rasmus Andreasen.
Af den årsag har medarbejderne besluttet, at man udskyder den store fælles julefrokost for administrationen og jobcenteret til det nye år. Normalt har julefrokosten cirka 100 deltagere.
- Vi arbejder selvfølgelig efter et forsigtighedsprincip og et fornuftsprincip. Man skal tænke sig om. Man skal holde sig i sine egne områder og teams, men det er op til de enkelte ledere at vurdere hvad der giver mening, siger han.
Incidenstallet per 100.000 indbyggere for Thisted Kommune over de seneste syv dage er tirsdag 596,4. For Morsø Kommune er det 942,1.