Pas på – det er nu solen kan snyde
Foto: Ian Hooton / Ritzau Scanpix
Det er med at tænke sig om, hvis man skal gå længe ude i solen.
Med det nuværende UV-indeks kan du blive solskoldet på under en time.
Selvom vejret kan føles koldt for årstiden i disse dage, er UV-indekset ved at være højt nok til for alvor at kunne give røde næser, hvis altså ikke næserne er beskyttet af solcreme.
På grund af temperaturerne kan det måske komme som en overraskelse, men UV-indekset er nu oppe på omkring fem.
Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man beskytter sig mod solen, allerede når indekset rammer tre.
Solcremen er naturligvis ekstra vigtig for dem, der ikke kan huske på det selv, og det er derfor en god ide at sørge for, at børnene bliver smurt godt ind om morgenen.
Her skal du passe på
Ved et indeks på tre vil en gennemsnitligt lyshudet dansker med den såkaldte hudtype 2 kunne blive solskoldet ved mere end en time i solen.
UV-indekset er udtryk for den mængde UV-stråler, man modtager, når man opholder sig i solen.
Uv-indeks
Uv-indekset er et tal, der beskriver intensiteten af den skadelige ultraviolette stråling.
Under 3: Lav
3 til 6: Moderat
6 til 8: Høj
8 til 10: Meget høj
Over 10: Ekstrem
I middagssolen kan uv-indekset ved Ækvator højst blive cirka 15, mens det i Danmark topper på cirka 7 i sommermånederne.
Selvom UV-indekset har været over tre i et stykke tid, vil langt de fleste danskere stadig have en lidt vinterbleg hud, der vil være ekstra udsat for solskader.
Kun en tåbe frygter ikke havet
Hvis man er blandt dem, der godt kan lide at sejle eller opholde sig ude ved vandet, er der ekstra grund til at være påpasselig.
Vandets genspejling af solstrålerne gør, at man får en ekstra dosis stråler, og at man dermed også kan blive ekstra solskoldet, hvis det går galt.
Ender omkring syv
UV-indekset krydsede tre omkring 1. april, og det vil normalt toppe på omkring syv, når solen er på sit højeste omkring sommersolhverv.
I TV 2 Vejrets app kan man følge UV-indekset time for time, når indekset er over tre.
Man kan udregne præcist, hvilken solcreme man skal bruge, men der er et forbehold, da mange ikke bruger nok solcreme.
Brug fem gange for kraftig solcreme
Hvis man er hudtype 2 og opholder sig tre timer i solen ved et UV-indekset på seks, vil man få en samlet UV-dosis på 18, hvilket er seks gange mere, end man som udgangspunkt kan tåle. Dette betyder, at man skal bruge faktor 6.
Al erfaring viser dog, at langt de fleste bruger al for lidt solcreme, og det anbefales derfor at bruge en faktor fem gange højere og dermed faktor 30 i dette eksempel.