Rådmand: Nu er det fasttømret med syvtommer søm, hvordan proceduren er
Forvaltningen for By og Land i Aalborg Kommune har netop vedtaget nye retningslinjer for de såkaldte udbygningsaftaler. Kommunen håber, at det kan være med til at undgå lignende sager i fremtiden.
Konkret betyder det blandt andet, at der nu er en overordnet vejledning og en tjekliste med en underliggende procedurebeskrivelse af ansvarsfordeling og sagsgange ved udarbejdelse og journalisering af udbygningsaftaler i forbindelse med lokalplanssager i Aalborg Kommune.
- Nu burde det være fasttømret med syvtommer søm, hvordan proceduren er, siger rådmand i By og Land, Jan Nymark Thaysen (V).
Stillede krav på kant med loven
Sagen startede sidste år, da det kom frem, at Aalborg Kommune de seneste 10 år har stillet krav til bygherre på kant med planloven.
Flere bygherrere følte sig presset af By og Landskabsforvaltningen til at sige ja til såkaldte udbygningsaftaler, når de skulle have et nyt projekt godkendt.
Det er i strid med planloven, når det er kommunen selv og ikke bygherre, der tager initiativ til en udbygning af et projekt.
I dag har udvalget for By og Landskabet så vedtaget en ny måde at gøre tingene på. Al initiativ til udbygningsaftaler i fremtiden skal komme fra bygherre selv.
Rådmand Jan Nymark Thaysen ved ikke, om der dukker flere sag op fra fortiden, men han forsikrer, at det er slut med den slags sager i fremtiden.
- Nu er jeg sikker på, at den administrationspraksis vi kommer med her fremadrettet, den er helt inden for lovens rammer, siger Jan Nymark Thaysen.
Da der er tale om personalesager, kan der på nuværende tidspunkt ikke kommenteres yderligere på dette
Jan Nymark Thaysen, rådmand
Det får personalemæssige konsekvenser
Kommunens hidtidig håndtering i 27 udbygningssager kommer også til at få personalemæssige konsekvenser.
Det oplyser Aalborg Kommune.
Med baggrund i 27 sager med udbygningsaftaler, som Horten Advokatpartnerselskab har stået for, er Aalborg Kommune også kommet et afgørende skridt nærmere en afklaring af, om håndteringen af sagerne med udbygningsaftaler skal have personalejuridiske konsekvenser.
Der er blandt andet i den forbindelse gennemført interviews af en række ledere og medarbejdere i By og Land.
- Vi har naturligvis gransket Hortens anbefalinger, og der bliver nu taget personalejuridiske skridt over for et mindre antal ledere og medarbejdere i forvaltningen. Da der er tale om personalesager, kan der på nuværende tidspunkt ikke kommenteres yderligere på dette, siger rådmand Jan Nymark Thaysen.
Administrationsgrundlaget kan ses på Aalborg Kommunes hjemmeside.