Forskerhold: Ny testmetode gør det ikke hurtigere at overvåge, hvordan engelsk coronavariant spreder sig
En nyudviklet coronatest er taget i brug for langt hurtigere at kunne fastslå, om en positiv prøve stammer fra den engelske variant eller andre mutationer. Men testen kommer ikke til at gøre overvågningen bedre, lyder det fra forskerholdet på Aalborg Universitet, som følger virusspredningen tæt.
En nyudviklet coronatest tages nu i brug for langt hurtigere at kunne fastslå, om en positiv prøve stammer fra den engelske variant B1.1.7 eller andre smitsomme virusmutationer, myndighederne er ekstra opmærksomme på.
Ifølge Statens Serum Institut vil det medvirke til en bedre smitteopsporing og en styrket overvågning af de forskellige virusmutationer. Men testen kommer ikke til at gøre overvågningen bedre, lyder det fra det forskerhold på Aalborg Universitet, der har ansvaret for at følge virusspredningen.
- Ikke som det ser ud lige nu. Der har vi allerede så hurtigt som muligt analyse af de prøver, der kommer ind. Så der er ikke nogen flaskehals fra vores side på at analysere alle prøver, siger professor Mads Albertsen, som står i spidsen for det hold af forskere fra Aalborg Universitet, der genomsekventerer positive coronatest fra hele landet.
Håndterer 10.000 prøver om ugen
B1.1.7 er den variant af coronavirusset, der stammer fra England og som er mellem 50 og 74 procent mere smitsom end det almindelige coronavirus. Statens Serum Institut har udviklet en test, der kan undersøge positive coronaprøver for denne smitsomme variant og enkelte andre, man er ekstra opmærksomme på. Testen tager mellem 12 og 24 timer.
- Det er et rigtig fint skridt til at få styrket overvågningen og giver muligheder for at intensivere smittopsporingen mere specifikt efter de problematiske varianter, siger Tyra Grove Krause, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut.
Forskerne på Aalborg Universitet kan håndtere 10.000 prøver om ugen og det tager cirka en uge at genomsekventere en positiv coronaprøve. Mads Albertsen mener dog, at det er en god idé at styrke smitteopsporingen, når en positiv prøve boner ud med den nye test.
- Så må man jo antage, at alle dem, der tester positiv, er i risiko for at have haft den britiske variant og så putte alle sammen under samme regler eller nuancerede retningslinjer, som der måske kommer fremadrettet, siger Mads Albertsen.