Peder bliver første kræftpatient i Europa der får ny radioaktiv behandling
For tre år siden fik 81-årige Peder Bloch-Poulsen konstateret kræft. Nu er han frontløber på ny behandlingsform.
Forskere håber, at ny behandling kan forlænge kræftpatienters liv med flere år. Peder Bloch-Poulsen fra Aalborg er den første patient i Europa, der får behandlingen.
For tre år siden blev han indlagt med blødende mavesår, men under operationen fandt lægerne en stor kræfttumor.
Han kom i behandling, men for nyligt fik han en trist besked.
- Kræftafdelingen kunne ikke gøre mere for mig. Så det er selvfølgelige ikke rart at få at vide, siger han.
Men så fik han tilbud om at prøve en ny kræftbehandling som den første i Europa.
- Det er da spændende, siger han begejstret.
Behandlingen foregår på Aarhus Universitetshospital, hvor Peder Bloch Poulsen får en individuel tilpasset dosis af radioaktivt stof sprøjtet ind i kroppen.
- Patienterne er indlagt på en strålestue, som har blyvægge og har et særligt afløb i toilettet, fordi deres urin er radioaktiv, når de er blevet behandlet, forklarer læge Tine Nygaard Gregersen fra Aarhus Universitetshospital om behandlingen.
Den individuelt tilpassee dosis kan være tre gange større end den normale, og da Peter Bloch Poulsen modtog den første behandling, var han omgivet af et stort hold af forskere, og han fik at vide, at han med behandlingen var med til at skrive europæisk kræfthistorie.
- Kræftbehandlingen er jo blevet bedre de senere år, og hvis det her kan forbedre det yderligere, synes jeg, at jeg har det godt med det, og det glæder mig, at de siger, jeg kan lave mange år endnu, siger Peder Bloch-Poulsen.