Kedelig førsteplads: Aalborg har det højeste smittetryk
Der er fortsat stigning i coronasmitten i Aalborg, og kommunen topper nu Statens Serum Instituts opgørelse over smitte per 100.000 indbyggere. Her er Aalborg nu på 248,9, hvilket svarer til 539 smittetilfælde den seneste uge.
Der er fortsat grund til bekymring i Aalborg Kommune over stigende coronasmitte i Aalborg. Den seneste uge er incidenstallet, som er smittetal per 100.000 indbyggere, steget fra 204,5 til 248,9.
- Der er stadig vækst i epidemien, siger Jan Nielsen, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen og formand for Aalborg Kommunes kriseberedskab.
Det er især blandt de unge i Aalborg, at smitten er steget markant den seneste tid, og det er også det billedet, som tegner sig onsdag.
- Når vi ser smitten blandt de unge, så er det naturligt, da det hænger sammen med, at vi åbner samfundet op igen, siger Jan Nielsen, som opfordrer alle til at lade sig teste.
Smitten er i midtbyen
Det er især i sognene i Aalborgs midtby, at der er mange smittede og i mindre omfang i Lindholm og Nørresundby Sogne.
Aalborg Kommune har sammen med Region Nordjylland og Styrelsen for Patientsikkerhed sat flere initiativer i gang for at bryde smittekæderne.
Styrelsen for Patientsikkerhed har stillet "De blå veste" til rådighed, som har været på turné tirsdag og onsdag på en række ungdomsuddannelser i Aalborg, og Region Nordjylland kører en PCR-testkaravane rundt på uddannelsesinstitutionerne.
- Vi har desværre ikke set nogen vending i smittetallene endnu, siger Jan Nielsen.
Nordjyllands Politi har tidligere været ude med en opfordring til de unge om at vise omtanke, når de færdes i festmiljøet og især Jomfru Ane Gade. Her opfordrer politiet til, at man mødes udenfor til fest i stedet, hvis vejret er godt og mødes færre mennesker.
Fra 20. maj 2021 indførte politiet et såkaldt hot spot i og omkring Jomfru Ane Gade, der er markeret med skiltning.
Tre sogne følges tæt
Aalborg Kommune holder især øje med smitteudviklingen i tre sogne. Deriblandt Vor Frelsers Sogn, som blev midlertid lukket ned fra tirsdag med et incidenstal på 659,3. Det tal er onsdag steget til 721 og positivprocenten er også øget fra 2,71 til 3 procent.
Da Vor Frelsers Sogn er omfattet af den automatiske model for nedlukning af sogne, er Aalborg Kommune forpligtet til eksempelvis at lukke alle folke- og privatskoler, klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner samt lokaler, hvor der er kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der er idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter herunder private fitnesscentre.
Nedlukningen af Vor Frelser Sogn vil gælde i mindst en uge. Selvom flere aktiviteter lukker ned i sognet, må borgere fortsat gerne bevæge sig ud over sognegrænserne, hvis de for eksempel går i skole i et andet sogn.
Yderligere to sogne - Budolfi Sogn og Vor Frue Sogn - i Aalborg er i risiko for at kunne blive ramt at nedlukning, hvis smittetallene fortsat stiger. En automatisk nedlukning af en hel kommune sker, hvis det såkaldte testkorigerede incidenstal kommer over 250. Her ligger Aalborg i øjeblikket på 153,83. Det er det femtehøjeste i Danmark.
Tallet er den seneste uge steget fra 122 til 153,83, men stigningen fra i går til i dag er kun minimal, da man er gået fra 152,08 til 153,83.
Hvis et sogn opfylder disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:
- Mindst 500 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage.
- Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage.
- Positivprocent på mindst 2,5 procent de seneste syv dage.
Nedlukningen bliver ophævet, når mindst ét af ovenstående kriterier igen er under grænseværdien, og har været det en uge i træk.
Der bor 6522 borgere i Vor Frelsers Sogn i Aalborg Kommune