Kvinde påstod at have købt varer og krævede pengene retur
En kvinde fik 6.792 kroner tilbage ved at påstå, at der var problemer med fødevarer, som hun ifølge tiltalen aldrig havde købt.
En 26-årig kvinde fra Hjørring havde tilsyneladende fundet fidusen, da hun seks gange på to dage henholdsvis snød og forsøgte at snyde sig til at få penge tilbage for fødevarer.
Fupnummeret førte til, at kvinden faktisk fik udbetalt 6.792 kroner i fem af de seks butikker.
Til gengæld venter der hende nu en større regning i retten i Hjørring, hvor hun nu bliver tiltalt for bedrageri.
Klagede over fødevarer
Snyderiet fandt sted 3.-4. august 2020 og tog sin begyndelse 3. august midt på eftermiddagen i en butik i Aalborg Øst.
Her klagede kvinden over nogle fødevarer, hun påstod at have købt tidligere, og det lykkedes hende at få butikspersonalet til at udbetale 1.398 kroner.
Samme dag cirka 40 minutter senere havde kvinden nået at køre til Brønderslev, hvor hun i en dagligvarebutik lavede præcis samme nummer og igen fik udbetalt 1.398 kroner.
Blev afvist i Nørresundby
Ifølge anklageskriftet i sagen fortsatte kvinden turnéen dagen efter kl. 8.40 om morgenen. Denne gang i en butik i hjembyen Hjørring. Igen fik hun udbetalt 1.398 kroner.
Samme dag kl. 11.40 gjorde hun forsøget i en butik i Nørresundby, men her afviste personalet hende, og hun fik ikke noget ud af det.
Kvinden har tilstået snyd
Mere held i sprøjten var der imidlertid kl. 12.35 i en butik i Aalborg SV og igen kl. 14.23 inde i Aalborg. Her fik hun henholdsvis 1.398 kroner og 1.200 kroner ud af snyderiet.
Det fremgår af sagens oplysninger, at kvinden tilsyneladende har lagt kortene på bordet og tilstået det hele, og det forventes derfor, at sagen kan køre som en tilståelsessag, når den efter planen kommer for retten i Hjørring tirsdag.