Ballade i den Nordjyske minkbranche
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
[size=3]To minkavler nægter at lade deres dyr slå ned selv om besætningerne er smittet med en virus. Nu truer branchen med at blokere for minkfoder til avlerne for at få dem til at aflive deres besætning.[/size]
Thomas Ahrenkiel Jensen er en af de to mest udskældte minkavlere i Nordjylland lige nu. 7 gange har han slået sin besætning ned for at udrydde minkvirusset Plasmacytose. Nu har han fået nok af metoden.
- Vi er taget som gidsler i en eller anden forsøgsordning. Vi skal bare danse efter deres musik, så skal det nok lykkedes. Det har vi altså gjort i rigtig mange år nu, og det har kostet millioner af kroner, siger minkavler Thomas Ahrenkiel Jensen til TV2/NORD.
Det er minkbranchen der kræver at Thomas Ahrenkiel Jensen afliver sin besætning, fordi de mener virusset giver dårlige skind og Nordjylland er det sidste sted i Danmark hvor smitten findes.
- Det er ikke lykkedes for os endnu at få de sidste med heroppe. Skal der her lykkedes, så skal de sidste med hver eneste år, siger Karsten Beltoft Jørgensen, formand for Nordjyllands Pelsdyrsavlerforening til TV2/NORD.
Men Thomas Ahrenkiel Jensen mener ikke smitten betyder noget for de skind han producere.
- Jeg kan lave ganske udemærkede skind med en smittet besætning, siger minkavler Thomas Ahrenkiel Jensen til TV2/NORD.
Ifølge en forsker er aflivning dog den eneste effektive måde hvorpå man kan bekæmpe virusset.
- Der findes ikke nogen vaccine, der findes ikke nogen behandling. Så skal man den til livs, så er man desværre nødt til at slå besætningen ned, siger dyrlæge Ph.d., Trine Hammer Jensen fra Aalborg Universitet til TV2/NORD.
Nu truer minkbranchen med at lukke for minkfoderet til de to avlere, indtil de makker ret. En trussel Thomas Ahrenkiel Jensen ikke har meget til overs for.
- Jeg syntes det er børnehave snak det der, siger han til TV2/NORD.
Thomas Ahrenkiel Jensen er allerede anmeldt til politiet for ikke at tage de obligatoriske blodprøver af besætningen for at lede efter virusset. Dem vil han ikke tage, fordi han allerede ved at dyrene er smittede.