To busser på vej med flygtede ukrainere: 70 familier i Thy og på Mors står klar til at give dem husly
Kirsten Christensen er ved at gøre det tomme hus klar til ukrainerne. Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST
Mange private står klar til at huse de mange ukrainere, der lige nu er på vej til Danmark, men det er uden den store hjælp fra kommunen.
Huset har stået tomt i halvandet år, men nu er det fyldt med møbler, køkkenservice, rent sengetøj og gæstfrihed til de ukrainere, der er på vej dertil fra deres krigsramte land.
Kirsten Christensen og hendes mand var ikke i tvivl om at stille deres hjælp til rådighed.
- Vi har en trang til at handle. Når der nu er nogle, der har taget initiativet til at hente dem, så er det bare med at støtte op. Vi havde huset, pladsen og hjerterummet, og så måtte vi bare skynde os at få det gjort klar, fortæller Kirsten Christensen.
Mange familier vil hjælpe
Ægteparret har ligesom cirka 70 andre familier i Thy og på Mors tilbudt husly til de ukrainere, der lige nu er på vej med to Morsø Turistfart-busser, der kørte natten til tirsdag.
I samarbejde med lokalboende ukrainere og den lokale genbrug, er huset ved at være klar til at huse gæsterne.
- Jeg har aldrig været i krig eller været udsat for noget så forfærdeligt, men jeg ved, at det kan være med til at gøre en forskel. Det er også bedre at have noget at lave i stedet for bare at sidde og tænke på det, der sker, fortæller Kirsten Christensen.
Begrænset hjælp fra kommunen
De mange private, der gerne vil huse de ukrainere, der kommer til landet, står i princippet selv med ansvaret.
Landets kommuner er ikke forpligtet til at hjælpe på samme måde, som hvis ukrainerne kom som asylansøgere.
- Når der er tale om asylansøger, så er der nogle love, der fortæller os, hvad vi skal gøre som kommune.
- I den her situation arbejder vi mere på privatregi, og så er der begrænsninger for, hvor meget vi må hjælpe folk, der kommer her frivilligt, fortæller Ulrik Andersen, der er kommunaldirektør i Thisted Kommune.
De arbejder på en løsning
Til forskel fra eksempelvis flygtninge fra Syrien, kan ukrainerne lovligt rejse ind i Danmark og opholde sig visumfrit i landet i 90 dage.
Ukrainerne er derfor ikke tvunget til at søge asyl, så snart de krydser grænsen. Men det betyder også, at kommunerne ikke er tvunget til at sørge for undervisning og almen sundhed.
- Når man kommer på turistlignende vilkår, så er der ikke grundlag for at gå ind og hjælpe. Men vi skal have fundet ud af, hvordan vi kommuner skal håndtere det her på den lange bane, siger Ulrik Andersen.
Han understreger dog, at Thisted kommune og andre kommuner altid skal hjælpe med akutte behov. Derudover har Thisted Kommune oprettet en side på deres hjemmeside, hvor de står klar med svar og rådgivning.
Gæstfriheden og hjerterummet er åbent
Indtil videre er de private indkvarteringer altså ikke noget, som kommunen kan blande sig i. Og juridisk set er det ukrainerne, der skal kunne forsøge sig selv økonomisk, så længe de er visumfrit i landet.
Men det er ikke juraen eller økonomien, der fylder i Kirsten Christensens tanker.
- Jeg tror på, at alle vil det godt, og så skal det nok lykkedes. Vi ved ikke, hvor mange der kommer, men vi har pladsen, og de her mennesker har brug for vores hjælp, så den giver vi, fortæller hun.
Der kan meget snart være ændringer på vej.
Regeringen har onsdag meldt ud, at man er indstillet på at lave en særlov, der skal sikre opholdsgrundlag for de ukrainere, der søger ophold i Danmark.
På fredag skal de drøfte, hvordan loven præcis skal skrues sammen, og samtidig sikre at loven kan hastebehandles. Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ifølge Ritzau.