Elever tager på café i protest mod sognenedlukning
Smittetallet er højt i Vor Frelsers Sogn i Aalborg. Derfor er eleverne i sognets skoler sendt hjem. Det gælder også eleverne på Aalborg Handelsgymnasium, selvom størstedelen ikke bor i sognet. I protest mødtes flere af eleverne onsdag for at lave gruppearbejde på en café. Dey må nemlig godt selvom skolerne er lukket ned.
Der bliver arbejdet koncentreret på skolearbejdet. Det skulle eleverne egentligt have gjort på Aalborg Handelsgymnasium. Det må de ikke, så nu sidder de på en Café Vi.2 få hundrede meter derfra.
- Det hænger ikke ret godt sammen, at Budolfi Sogn gerne må holde åbent, men at Vor Frelsers Sogn ikke må. Der er 500 meter over til vores skole, men vi skal sidde derhjemme, siger Caroline Dyrvig Jørgensen, der går i 3.G på Aalborg Handelsgymnasium.
Eleverne har i det hele taget svært ved at se logikken i de automatiske sognenedlukninger.
- Jeg forstår det slet ikke. Især når man tager i betragtning, at kun 3,3 procent af eleverne på Aalborg Handelsgymnasium i Saxogade, som jeg går på, bor i Vor Frelsers Sogn. 70 procent af eleverne bor helt uden for postnummer 9000 Aalborg. Det rammer sindssygt mange elever, siger Lærke Møller Bornæs, der også går i 3.G på Aalborg Handelsgymnasium.
Tre kriterier
Regeringen og et flertal i Epidemiudvalget har vedtaget at alle skoler i et sogn automatisk skal lukke ned, hvis tre kriterier er opfyldt:
- Der er mere end 500 smittede per 100.000 indbyggere per uge.
- Positivprocenten er over 2,5
- Det er mere end 20 smittetilfælde over de seneste syv dage.
Venstre står udenfor aftalen. De mener, at man må kigge på den enkelte skole.
- Man må jo se på den lokale skole. Er smitten stor der, så giver det mening at man gør store indsatser på netop den skole. Hvis smitten ikke er på skolen, så skal den da ikke lukkes, siger folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard (V)
Håbet lever - grænserne hæves
Men onsdag har Epidemiudvalget holdt møde, og her er man blevet enige om at der skal gælde nye, højere incidensgrænser for sogne. Ifølge Konservatives folketingsmedlem Per Larsen, der sidder i udvalget, ser de nye nedlukningsgrænser fra på fredag sådan her ud:
- Der er mere end 600 smittede per 100.000 indbyggere per uge.
- Positivprocenten er over 3,0
- Det er mere end 20 smittetilfælde over de seneste syv dage.
Lige nu lever Vor Frelsers Sogn heller ikke op til de nye krav. Sognet har 720 smittede per 100.000 indbyggere per uge.
Endnu et sogn tæt på nedlukning
Smitten blandt unge i Aalborg er lige nu høj. Budolfi Sogn er også tæt på nedlukning. Men caféerne i nedlukkede sogne må gerne holde åbent. Eleverne er godt klar over, at de omgår intentionerne i nedlukningsreglerne ved at tage på café, men de mener, at deres protest er vigtig.
- Hensigten med de her regler er jo, at man skal have aktiviteten i sognet ned for dermed at få smitten ned. Burde i så ikke tage hjem i stedet for at tage på café?
- Jo, det burde vi nok, men vi er hele tiden op ad hinanden alligevel. Vi er i samme smittekreds, siger Caroline Dyrvig Jørgensen.
Eleverne har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange og hvor mange måneder, de har været sendt hjem. Næste uge er den sidste uge, de har på skolen, inden den står på læseferie. Hvis de skal have den sidste uge på skolen, skal smitten ned.
- Vi vil rigtig gerne have lov til at komme i skole en sidste gang og lige nyde den sidste almindelige skoletid, inden voksenlivet kalder, siger Lærke Møller Bornæs.
TV2 Nord har onsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Sundhedsministeriet har sendt et skriftlig svar til TV2 Nord.
Sundhedsministeriets svar
Hensigten med modellen for automatiske nedlukninger er så vidt muligt at undgå nationale nedlukninger, og at der skal reageres hurtigt, når smitten stiger lokalt.
I den revurderede model, der trådte i kraft den 30. april, er der også skabt mulighed for, at kommunalbestyrelsen i en nedlukket kommune/sogn kan anmode Styrelsen for Patientsikkerhed om at vurdere, om bl.a. konkrete skoler kan åbnes tidligere, hvis den konkrete skole ikke er i direkte risiko for påvirkning af smitte. Samtidig kan kommunalbestyrelsen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed også lukke f.eks. skoler, der ligger i et sogn, der grænser op til et nedlukket sogn.
Epidemikommissionen vurderer løbende grænseværdierne i modellen på baggrund af smitteudviklingen, vaccineudrulningen mv. Som bekendt har Epidemikommissionen vurderet, at situationen tillader, at incidensgrænserne for både kommuner og sogne kan hæves. Sagen behandles i Epidemiudvalget i dag med henblik på at kunne træde i kraft på fredag.