Sådan svarer borgmester for sig i sag om udbygningsaftaler
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen "har det helt enormt stramt" med tonen, forvaltningen har anvendt overfor byudviklerne, sagde han efter pressemødet onsdag om kommunens kritisable praksis i udbygningsaftaler.
- Vi finder det her stærkt kritisabelt, og som borgmester kan jeg ikke andet end levere en uforbeholden undskyldning.
Sådan startede borgmester Thomas Kastrup-Larsen pressemødet om, at forvaltningen i Aalborg Kommune i årevis har bedrevet en ulovlig og kritisabel praksis omkring anvendelsen af de såkaldte udbygningsaftaler.
Herunder får du borgmesterens udmeldinger på pressemødet.
Det vil kommunens byråd nu ændre:
- Lave et fremadrettet administrationsgrundlag, hvor de iagttager principper i forhold til frivillighed meget grundigere.
- Yderligere fokus på journalisering og notatpligt internt i By- og Landskabsforvaltningens administration.
- Samtlige 57 udbygningsaftaler med kommunen skal gennemgåes med tættekam. Også i forhold til, om kommunen har erstatningsansvar.
- To medarbejdere med ledelsesansvar er sendt hjem med løn
Kilde: Aalborg Kommune
Hvad har det været for en dag?
- En meget alvorlig dag. Jeg er rystet som borgmester og politiker over, at vi i mindst ti år har haft en praksis, som ikke har været indenfor lovens bogstav i forhold til udbygningsaftaler og iagttagelse af det her frivillighedsprincip, siger Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:
- Men også en dag, der påkalder sig at tage ansvar og få ryddet op i det her fremadrettet og få kigget på det bagudrettede spor. Hvad har der været i forhold til sagerne, og er der nogen former for erstatningsansvar?
Men hvorfor har man ikke opdaget det her i tide?
- Det må jo være fordi, man i forvaltningen har ment, at man har ageret korrekt i forhold til den måde, man har ageret på. Andet kan jeg ikke forestille mig.
- Medarbejderne har sådan set bare forsøgt at arbejde og være for kommunens bedste. Men det gør det jo ikke lovligt, det, der er foregået, siger borgmesteren.
Vi har også hørt din rådmand Hans Henrik Henriksen (S) sige i forløbet, at der ikke er foregået noget ulovligt. Det har vel også været dit ansvar, at han levede op til reglerne?
- Jeg tror da, han har troet, at det er foregået efter lovens bogstav. Jeg kan ikke forestille mig andet i forhold til, hvorfor han skulle have sagt det. Men det er klart, det er en alvorlig sag, der i den grad har rystet os allesammen, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Der har jo været fremlagt sager løbende under advokatundersøgelsen også. Er der noget i forløbet op til, hvor du har tænkt, at der skulle kigges på noget på forhånd?
- Med den udvikling, den her sag har haft, så er jeg da kommet i større og større tvivl løbende i forhold til, hvorvidt kommunen var indenfor skiven på måden, det er blevet administreret på, siger borgmesteren.
- Men jeg har også været så mange år i politik, at jeg ved, at man skal høre tingene fra flere sider, før man danner sig en konklusion. Nu har vi fået en undersøgelse, som er meget entydig, og så er det klart, at vi skal agere.
Nu er der to medarbejdere, der er blevet sendt hjem. Er der også et politisk ansvar, der skal placeres?
- Det politiske ansvar ligger jo hos rådmanden for By- og Landskabsforvaltningen og hos alle os andre. Jeg har jo det endelige ansvar i forhold til, hvad der foregår i Aalborg Kommune, og jeg vil ikke løbe fra noget som helst. Jeg synes, det er meget alvorligt, og vi skal rydde op i det, svarer borgmesteren.
Hvordan skal du være med til at genoprette tilliden til kommunen?
- Det handler jo om, at vi skal have lavet et administrationsgrundlag, så vi sikrer os, at vi holder os indenfor lovens bogstav på det her. Og så skal vi vedkende os, at det her er sket og få undersøgt, hvilke konsekvenser, der kan være i forhold til det. Det handler også om at have en god kommunikation med de mange mennesker, som investerer og udvikler i vores kommune, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Vi hører også, at tonen fra forvaltningen er hård. Hvad tænker du om, at de udviklere, som man har i kommunen, skal høre, at de bliver omtalt på en dårlig måde?
- Det har jeg det helt enormt stramt med, og jeg synes ikke, at sådan en tone hører nogen steder hjemme, understreger borgmesteren.